Polens Historie 

 

Navnet Polen stammer fra folkegruppen polerne, der dyrkede jorden - pole.

De boede i Warta dalen, der efterfølgende kom til at hedde Storpolen.

Deres høvdinge tilhørte Piast dynastiet - en legendarisk forfader -

og boede i borgen Gniezno.

 

I det 10. århundrede underlagde polerne sig de

omkringboende folkeslag. Mieszko

I (960-992) var hertug af Piast og grundlagde det første polske rige, da han føjede de forskellige stammer sammen under en fælles statslig struktur.

Han blev kristnet og døbt i 966.

 

 

Frem til det 12. århundrede var Polen et monarki baseret på arvefølge. Hertugen og en gruppe af adelsmænd dominerede den centrale magt og havde en hær bestående af professionelle soldater.

 

Den fattigste sociale gruppe i landet og samtidig den mest talrige var de frie bønder, der blev mobiliseret i nødsituationer og skulle betale skat.

 

Polens største problemer var forholdet til det germanske imperium og pavestaten. Overfor imperiets ekspansion accepterede Mieszko underkastelse mod anerkendelse af hans overhøjhed.

 

Til gengæld bad han om beskyttelse fra Pavestaten og i år 1000 dannede han det første polske kirkelige centrum.

Fra dette tidspunkt udgjorde en romersk katolske kirke et centralt element

i den polske stats politiske struktur.

 

Frem til det 12. århundrede svingede landet mellem perioder af uafhængighed og anneksion,

til staten begyndte at gå endelig i opløsning.

Under feudaltiden var Polen opdelt i en række hertugdømmer, der var underlagt

Piast samt omkring 20 fyrster.

Med svækkelsen af centralmagtens og hertugernes magt øgedes adelens og kirkens autonomi.

Perioden var samtidig præget af betydelig vækst i befolkningen.

 

Tilstrømningen af tyske indvandrere skabte en ny etnisk situation i landet, der indtil da havde været domineret af slaverne. Fra det 13. århundrede udgjordes byernes befolkning i stadig

stigende grad af tyskere og jøder.

Indvandrerne medbragte deres juridiske modeller, kapital og håndværks- og landbrugsmæssige teknikker.

 

Under Kasimir den Store (1333-70) udvikledes Polen til et testamentarisk monarki, hvor kongen kom til at spille en formidlende rolle mellem adel, kirke, borgerskab og bønderne. Staten ophørte med at være personlig ejendom, og fra 1399 blev kongen valgt.

 

Gennem kongeligt giftermål sluttedes Polen i 1386 sammen med Lithauen,

selv om der etableredes en statsform,

der respekterede begge staters særtræk.

I 1409 forsøgte Teutonerordenen at bremse den polsk-lithauiske ekspansion, men blev slået ved Grunwald.

Torunfreden i 1411 løste ikke konflikten, om end ordenens magt blev svækket.

 

Efter en ny sejr over teutonerne generobrede Polen i 1466 Pommern, Gdansk, Malbork, Elblag, Chelmo og Warmi.

På grund af sin rolle i krigen fik Pommern autonomi og byerne fik en række privilegier.

Dette indledte en blomstrende økonomisk og kulturel periode.

 

I det 15. århundrede dannedes det polske og lithauiske parlament,

der fik to kamre.

Deputeretkammeret bestod af repræsentanter for adelen,

mens senatet var et statsråd ledet af kongen.

De to stater, parlamentet og udenrigspolitikken havde kongen som samlende kraft, mens administrationen,

retsvæsenet, økonomien og militæret var delt op mellem de to stater.

 

Guldalderen i det 16. århundrede kendes i den polske historie

også som Adelsrepublikken,

idet kongen måtte konsultere adelen,

før han kunne udskrive skatter eller erklære krig.

Borgerskabets og bøndernes magt blev reduceret til fordel for adelen og kirken,

og dette ændrede det oprindelige monarkis strukturer.

 

I 1573 uddøde Jagellón dynastiet. Parlamentet introducerede derfor valg af kongen og indførte religiøs tolerance, hvilket var exceptionelt i et Europa præget af religionskrige.

Kong Stefan Bathory (1576-1586) gav afkald på posten som øverste dommer,

og adelen begyndte at vælge sine tribunaler.

 

 

Den internationale udvikling gennem det 17. århundrede var ikke til Polens eller Lithauens gunst.

Sverige strides med Polen om herredømmet over Baltikum og Rusland kom i konflikt med Lithauen.

Tyrkiets og Østrigs planer i Centraleuropa udsatte også Polen for pres.

 

Ved den nedre del af Dnepr, ved grænsen til Ukraine, dannede de frie bønder og fattiggjorte adelige kosakregimenter - krigere der levede af deres krigsbytte. I 1648 indledte kosakkerne og de ukrainske bønder et nationalt oprør.

Kongen forsøgte uden held at nå frem til en aftale med oprørerne, hvis sejre svækkede den polske stat. Kosakkerne allierede sig efterfølgende med Tyrkiet og Rusland.

I 1654 invaderedes Polen af russiske tropper.

 

Året efter blev resten af landet besat af svenske tropper. Jan Kasimir flygtede til Schlesien, Polen fik hjælp fra Østrig, samtidig med at bønder i det indre af landet for første gang organiserede

væbnet modstand i stor skala.

 

Svenskerne og tyrkerne blev smidt ud af landet og kosakkerne besejret. Russerne beholdt Smolensk, Ukraine, den venstre bred af Dnepr og Kiev. Krigene hærgede landet,

fik befolkningstallet til at falde og svækkede statsmagten.

 

I 1772 blev Rusland, Prøjsen og Østrig enige om at dele det polske territorium imellem sig. I 1791 gjordes et forsøg på atter at samle staten med vedtagelsen af en ny forfatning, men i 1793 gennemførte Rusland en omfattende invasion,

og landet blev atter delt. I 1794 gennemførte polakkerne et folkeligt oprør,

men det blev knust, og året efter blev landet atter delt.

 

Den polske stat forsvandt fra landkortet, samtidig med at befolkningen konsoliderede sin nationale identitet.

Konsekvensen af delingen

 

I et land uden egne nationale institutioner fik kunst og kultur en helt speciel betydning. Sproget, litteraturen og musikken blev de sammenkædende elementer og var vigtige - også rent politisk. Hovedtendensen indenfor den rige polske romantiske litteratur (Adam Mickiewicz og Juliusz Slowacki) havde et dybt radikalt politisk og nationalt engagement. Kravet om at litteratur og kultur skulle spille en politisk rolle var fremherskende helt frem til vore dage.

Digtere og intellektuelle var vigtige kritiske samfundsfigurer -

også i efterkrigstiden.

 

Delingen fik central betydning for udviklingen af det polske klassesamfund. Frihedskæmperne var splittet i en aristokratisk og en demokratisk fløj. Den patriotiske småadel udgjorde fortsat en vigtig samfundsklasse, efter at feudalismen var på tilbagetog i Vesteuropa. Den nye intelligentsia udsprang i vid udstækning af den forarmede småadel, som enten af politiske eller økonomiske årsager havde mistet dens ejendomme. Samtidig blomstrede de gamle rige aristokratiske landadelsfamilier

som Radziwill, Potocki og Lubomirski.

 

De ejede enorme områder. Specielt i de østlige egne af Polen, som siden 1945 har tilhørt Sovjetunionen. I første halvdel af det 19. århundrede fandt der alligevel en kapitalistisk udvikling sted i visse dele af landet,

men de industrielle ledere var ofte af tysk eller jødisk afstamning.

 

Efter den mislykkede opstand i russisk Polen i 1863 udvikledes der en positivistisk strømning, som kritiserede den romantiske tradition. «Man må gøre et positivt arbejde her og nu», var parolen. Politisk var positivisterne fremskridtsvenlige liberale, som den store realistiske forfatter, Boleslaw Prus. I denne periode opstod de første tilløb til en moderne arbejderbevægelse - f.eks. gruppen

«Det store proletariatet» i Warszawa midt i 1880'erne.

 

Men det varede ikke længe, før de nationale spørgsmål skabte splittelse.

Arbejderbevægelsen blev opdelt i polske, tyske og jødiske grupper.

 

Før århundredeskiftet blev de polske socialister splittet i en mere moderat national bevidst fløj, som den senere diktator Jozef Pilsudski tilhørte, og en radikal marxistisk og overnational fløj med Rosa Luxemburg som den mest fremtrædende skikkelse. Revolutionen i 1905 blev en vigtig begivenhed, som førte til radikalisering, men Luxemburgfløjen -

Det socialdemokratiske parti i Polen og Litauen - blev alligevel et mindretal indenfor arbejderbevægelsen,

som også blev stærkt præget af den nationale kamp.

 

 

Rosa Luxemburg og hendes tilhængere ønskede ikke national polsk samling, men derimod en revolution hvor alle folkegrupper i det russiske rige skulle deltage.

Denne «luxemburgisme» prægede også det nye polske kommunistparti

i de første år efter verdenskrigen.

 

I begyndelsen af århundredet voksede det borgerlige masseparti Nationaldemokraterne frem med Roman Dwoski som den dominerende lederskikkelse.

Partiet orienterede sig politisk mod et kompromis med det zaristiske Rusland,

og det blev støttet af stærke kræfter indenfor det kirkelige hierarki,

som også havde betydelig politisk magt i det delte Polen.

 

 

Partiet havde en klar front mod den unge arbejderbevægelse og udviklede efterhånden en nationalistisk

og antisemittisk ideologi, som i nogen udstrækning pegede fremad mod mellemkrigstidens stærke

nationalfascistiske strømninger i Polen.

 

Første verdenskrigs udbrud gjorde atter det polske spørgsmål aktuelt. Rusland og Vestmagterne prøvede på den ene side og centralmagterne - Tyskland og Østrig-Ungarn - på den anden at udnytte den polske nationalfølelse

for at opnå deres politiske og militære mål.

 

 

I krigens første fase oprettede marskal Pilsudski en polsk legion som sloges på østrigsk side med Kraków som base, men senere kom legionærerne i konflikt med centralmagterne, og Pilsudski blev interneret i Tyskland under krigens sidste fase.

Roman Dwoski flygtede til Vestmagterne, hvor han arbejdede hårdt for at disse skulle gå med til genoprettelsen

af en ny polsk stat, hvis de vandt krigen.

 

Store dele af Polen blev krigsskueplads.

 

Centralmagterne besatte Warszawa og udråbte en polsk stat, som dog aldrig fik nogen reel eksistens. Krigsskaderne var store og nøden bredte sig i takt med at krigen trak ud.

 

Som i det øvrige Central- og Østeuropa virkede krigens nød og sociale elendighed radikaliserende på masserne, men den polske politik var fortsat præget af striden

mellem dem der betragtede den nationale uafhængighed som det vigtigste,

og dem der havde den sociale revolution som deres hovedmål.

 

 

 

1918 Ny polsk stat

 

Med våbenstilstanden var den nye polske stat en realitet. Marskal Pilsudski vendte tilbage til Warszawa i triumf og blev en hovedskikkelse i det nye Polen. Han måtte i første omgang indgå et kompromis med tilhængerne af en social revolution, og accepterede at den første regering blev socialistisk domineret. Arbejder- og soldaterråd rådede over en stor del af den fysiske magt i de første måneder efter krigens afslutning. Men snart blev de radikale kræfter tvunget tilbage. Vestmagterne behøvede Polen som et bolværk mod Sovjetunionen.

 

De spillede på de traditionelle patriotiske, antirussiske stemninger, og allerede i 1919 var det nye Polen en borgerlig og stærkt nationalt præget republik. Polen kom i krig med Sovjetunionen,

men den borgerlige stat blev reddet ved fransk hjælp.

 

Ved fredsslutningen fik Polen overdraget store landområder i øst, hvor flertallet var af ukrainsk og hviderussisk afstamning. Dog fik de baltiske lande med Rigafredsaftalen af 1921 deres selvstændighed. Mod vest blev store tysktalende grupper lagt ind under Polen. Konflikten med de nationale minoriteter og en jødisk befolkning på næsten 10% spillede en stor rolle i mellemkrigstiden.

 

I 1921 fik den nye stat en liberal parlamentarisk forfatning, men kampen mellem de forskellige politiske grupper blev hård, og der blev ikke skabt nogen stabil regering før Pilsudski i 1926 gennemførte et statskup. De prorussiske kommunister blev hele tiden forfulgt som et antinationalt parti, og den radikale venstrefløj fortsatte med at være splittet og relativt svag frem til 2. verdenskrig.

Det polske kommunistparti var længe relativt uafhængigt af Moskva, hvilket vakte Stalins vrede. Som det eneste parti blev det i 1938 opløst af Komintern. De ledere der var flygtet til Sovjetunionen,

blev dræbt eller deporteret.

 

Efter Pilsudskis død i 1935 fik regimet i Warszawa et stadig mere fascistisk præg. Udenrigspolitisk gav det sig udtryk ved, at Polen benyttede Münchenforliget til at fratage Tjekkoslovakiet Teschenområdet. I en periode prøvede Warszawa at indgå et kompromis med Hitler-Tyskland, men efter Tjekkoslovakiets fald blev det hurtigt klart, at Polen stod øverst på listen over Hitlers angrebsmål. Berlin ønskede Gdansk (Danzig) - som i mellemkrigstiden var en fristat under folkeforbundets kontrol -

samt en korridor til Østprøjsen.

 

Styret søgte nu støtte hos Vestmagterne, men ønskede ingen kontakt med Moskva, som sluttede en ikke-angrebspagt med Hitler, en uge før krigen brød ud.

 

 

Polen har en lang og meget dramitisk historie som et af Europas brændpunkter under de to Verdenskrige.

 

Her opridses de vigtigste punkter i Polens historie fra oprettelsen som selvstændigt rige til landets indtræden i EU.

 

 

Polen opstår

 

Polen blev oprettet som et selvstændigt rige af Miezko I i år 966.

 

Den romersk katolske kirke kom til at spille en stor rolle i Polen allerede omkring årtusindskiftet, hvor Miezko bad om beskyttelse fra Vatikanstaten.

 

Kirkens magt blev større, og monarkiet faldt til fordel for hertugdømmer, styret af Piasterne. Det tiltagende antal tyskere, specielt i byerne, medbragte et juridisk system og mange håndværksmæssige traditioner.

 

I 1300-tallet indgik Polen og Litauen en union og blev derved en stormagt, der dominerede området mellem Sortehavet og Østersøen i perioder i 1400- og 1500-tallet.

Presset udefra blev stadig større; Rusland ville gerne ind i Litauen, Sverige var også interesseret i Baltikum

og Østrig var også på udkig efter nye landområder.

 

Kollaps

 

I 1700-tallet kollapsede Polen - oprørerne mod den polske adel allierede sig med forskellige fjender, som derved kunne købe sig til stemmer i parlamentetSverige og Rusland fik hver sin del og sydfra indtog tyrkerne landet.

Østrigerne forsøgte at hjælpe polakkerne og de fik da også drevet svenskerne og tyrkerne ud.

 

Russerne holdt fast - og mellem 1795 og 1918 var Polen delt i en russisk, en preussisk og en østrigsk del.

Kulturen, kunsten, poesien og sproget var det, der holdt det polske folk samlet på trods af forskelligt herredømme.

 

Verdenskrigene

 

Efter det russiske, tyske og østig-ungarnske nederlag i Første Verdenskrig blev Polen genoprettet i 1918.

 

Det var dog svært at forene de tre områder, der længe havde været adskilt og derfor været

under forskellige administrative systemer.

Landet var derfor et let mål for det naziztiske Tyskland og det kommunistiske Sovietunionen i 1939.

 

Titusindvis af polske officerer og højtuddannede mennesker blev henrettet, og Polen var et af de lande, der led de største tab af menneskeliv under Anden Verdenskrig.

 

Efter Anden Verdenskrig i 1945 kom endnu en kamp om det polske territorium. Grænserne blev rykket frem og tilbage af russerne. Stettin i det vestlige Polen blev kun polsk fordi Rusland ville have mere land i den østlige del og derfor flyttede hele Polen mod vest.

 

Nyere tid

 

Efterkrigstiden bød på nye toner for Polen; kommunisterne var de første til at tage magten , hvorefter stalinisten Boleslaw Bierut overtog magten i  1948.

 

Bierut førte Polen ind i industrialisationen og gjorde dermed op med Polens historie som et gammeldags landbrugsland. Effektivisering af landbruget var dog ikke uden problemer og 1956 var præget af strejker og uroligheder, der førte til Bieruts fald og kommunismens genindtog via Wladislaw Gomulkas ledelse.

 

1960'erne  bød på et strengt bureaukrati, butikkernes hylder var tomme, varerne blev solgt på det sorte marked. Gomulka blev væltet af Edward Gierek i 1970 og kun med nød og næppe undgik Polen en borgerkrig. Den første havldel af 1970'erne så lovende ud - der kom gang i industrien; husbyggeri, stålværker, havnebyggeri og bilproduktion.

 

Men Polens udlandsgæld voksede pga en kæmpe import af varer - en økonomisk krise brød ud. Varemangel, prisstigninger og strejker var normen i helt op til 1990, hvor arbejdernes landsorganisation Solidanosz (solidaritet) er medvirkende til at få udnævnt den første ikke-kommunistiske præsident

i Polen, Mazowiecki.

 

Senere i 1990 blev Lech Walesa valgt til præsident ved det første direkte præsidentvalg i Polen. En modernisering af militært udstyr og forskellige økonomiske reformer gav Polen adgang til NATO.

 

Polen ind i EU

 

1994 var præget af konflikter mellem regeringen og Walesa. Konflikterne førte til den tidligere kommunist Kwasniewskis sjer i præsidentvalgeti 1995.

Polens økonomi var dog op gennem 1990'erne præget af vækst og et stigende forbrug, og i 1998 søgte landet om optagelse i EU. Der skulle dog ske store ændringer; landbruget skulle moderniseres og anvendelsen af Polens tilskud skulle struktureres.

 

I 2000 var Polen langt om længe i stand til at opfylde EU's kriterier og forhandlingerne kunne begynde. Det skulle tage ca fire år før forhandlingerne faldt på plads - og den 1. maj 2004 indtrådte Polen i EU som fuldbyrdigt medlem sammen med 9 andre central- og østeuropæiske lande.

 

Areal

312.658 km2 - dermed er Polen verdens 68. største land i verden.

 

Flag

 

 

 

Indbyggere

 

Ca. 40 millioner

 

Beliggenhed

 

Polen ligger i Central Europa.

Landet grænser op til Tyskland mod vest, Tjekkiet og Slovakiet mod syd,

Ukraine og Hviderusland mod øst og Østersøen og Litauen mod nord.

 

Hovedstad

 

Warszawa med ca. 2,3 millioner indbyggere

 

Sprog

 

Sproget i Polen er selvfølgelig polsk. På grund af Stettins beliggenhed og historie, kan mange af indbyggerne tale tysk, og flere og flere kan også tale engelsk - i hvert fald de yngre generationer.

 

Det polske sprog er meget forskelligt fra dansk, men en del ord kan man dog genkende fra tysk og engelsk.

 

Religion

 

90,7% af befolkningen er katolikker, 1,4% er ortodokse og de resterende 7,9% bekender sig til andre trosretninger.

 

Politik

 

Polen er en demokratisk republik styret af en præsident (Aleksander Kwasnewski) og en premierminister (Marek Belka).

Den nuværende polske grundlov blev underskrevet i 1997, og i 2004 trådte Polen ind i EU.

 

Den nordlige flade del af landet gennemskæres af floderne Wisla, Wartha og Oder. Det er dækket af nåleskove og der dyrkes rug, kartofler og hør. De centrale dele af Polen er overvejende flade, frugtbare og med en stor landbrugsproduktion: Sukkerroer og korn.

 

Den sydlige region er præget af Karpaterbjergene og er mindre frugtbar. Landet råder over betydelige mineralressourcer: Kulproduktionen i Schlesien er verdens 4. største, svovlproduktionen i Tarnobrzeskie er verdens 2. største.

 

Endvidere udvindes kobber, zink og bly. De vigtigste industrier er stål- og kemiindustrien samt produktionen af skibe. Landet plages af betydelig luftforurening og pga. sin placering i Centraleuropa påvirkes det også af luft- og vandforureningen fra dets nabolande.

 

Folket:

 

Størstedelen af befolkningen er polsk (96%). Ukrainere (0,8%), hviderussere (0,8%),

tyskere (0,5%) og svenskere, (0,7%).

Religion: Overvejende katolsk (90,7%), ortodokse (1,4%), andre (7,9%) (1995)

 

Officielt navn:

Polska Rzeczpospolita.

 

Administrativ inddeling:

49 provinser

 

Polens regioner

 

 

Hovedstad:

Warszawa, 2.200.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer:

Lodz, 1.017.300 indb.; Kraków, 784.800 indb.; Wroclaw, 634.600 indb.; Poznan, 580.200 indb. (2000)

 

Regering:

Lech Kaczynski er siden december 2005 statschef og præsident. Donald Tusk er siden november 2007 premierminister og regeringschef. Parlamentet har to kamre: senatet med 100 pladser og Sejmen med 460.

De vælges begge for 4 årige perioder.

 

Nationaldag: 11. november (uafhængighed, 1918), 3. maj (grundlovsdagen, 1791)

 

Væbnede styrker: 241.750 (1997).

 

Paramilitære styrker: 23.400 (Grænsepoliti, Forebyggende politi, Kystvagt)

Den nordlige flade del af landet gennemskæres af floderne Wisla, Wartha og Oder. Det er dækket af nåleskove og der dyrkes rug, kartofler og hør. De centrale dele af Polen er overvejende flade, frugtbare og med en stor landbrugsproduktion: Sukkerroer og korn. Den sydlige region er præget af

Karpaterbjergene og er mindre frugtbar.

 

Landet råder over betydelige mineralressourcer:

Kulproduktionen i Schlesien er verdens 4. største, svovlproduktionen i Tarnobrzeskie er verdens 2. største. Endvidere udvindes kobber, zink og bly. De vigtigste industrier er stål- og kemiindustrien samt produktionen af skibe. Landet plages af betydelig luftforurening og pga. sin placering i Centraleuropa påvirkes det også af luft- og vandforureningen fra dets nabolande.

 

 

 

Polens historie - et kort resume

 

De slaviske stammer bosatte sig i det nuværende Polen i det 6. århundrede med en række bosættelser og stammeområder til følge. Polanian-stammen fik efterhånden etableret et overherredømme over store dele af området. Den polske fyrste Mieszko blev døbt i 966, og man regner Polen

for kristent fra dette tidspunkt.

 

Samtidig fik Polen betydning i det europæiske spil. Dog blev landet i 1000-tallet hærget af interne stridigheder, hvilket førte til svækkelse og en kortvarig indlemmelse i det tyske kejserdømme.

Efter en midlertidig genrejsning

var der igen et par århundreder med politisk uro. Paradoksalt var det polske samfund samtidig

ude for en væsentlig økonomisk og kulturel vækst.

 

Under de to sidste konger af Piastianslægten blev Polen igen en stærk nation, politisk,

økonomisk og kulturelt.

 

I 1364 åbnedes et universitet i Krakow.

 

Udenrigspolitisk var perioden præget af stridigheder med tjekkerne og Den tyske Orden. I 1385 blev der gennem ægteskab oprettet en personalunion mellem Polen og Litauen, et rige, der strakte sig over store områder.

 

I 1500-tallet blev parlamentet – Sejmen – styrket i forhold til kongemagten. Sejmen repræsenterede primært adelen, og i 1565 blev det stadfæstet, at kongen ikke kunne foretage vigtige beslutninger uden Sejmens godkendelse. I en periode var reformationen stærk og tolereret i polen. I 1569 skete den formelle sammenslutning mellem Polen og Litauen, og landet blev et valgkongedømme med blandt

andet konger af den svenske Vasa slægt.

 

Selv om den polske hær med kong Jan Sobieski i spidsen var en vigtig faktor i forbindelse med undsætningen af Wien i 1683 og polske styrker understøttede Danmark i krigen mod Sverige i 1658,

blev landet i 1600-talle svækket af en række krige og indre uoverensstemmelser.

 

Blandt andet opstod begrebet ”en polsk rigsdag” på det tidspunkt som beskrivelsen af det totale anarki..

Splittelsen medførte, at landet blev så svækket, at grådige naboer i form af Rusland, Preussen og Østrig delte landet mellem sig ved i 1772, i 1792 og i 1795.

Herefter var landet selvstændighed slut i mere end 120 år.

 

Mange polakker drog ud og markerede sig  i Vesteuropa og USA. Polakkerne håbede stadig på et nyt Polen og så muligheden derfor i forbindelse med Napoleon. Efter hans nederlag var udsigterne for selvstændighed dårlige, men polakkerne gjorde i 1830, 1848 og 1865 oprør.

Hver gang blev de dog brutalt undertrykte.

 

Selv under delingen, der udtrykte sig på forskellig måde i de tre dele af landet, viste polakkerne i 1800-tallet både politisk og kulturel styrke. Efter Første Verdenskrig, hvor de tre besættelsesnationer alle hørte til taberne, genopstod Polen i 1918, Mellemkrigstiden var præget af indre modsætninger, der medførte en form for militærdiktatur gennemført af frihedshelten Jòsef Pilsudski.

Udenrigspolitisk var Polen en markant spiller i årene før Anden Verdenskrig.

 

Det tyske angreb på Polen i september 1939, samtidig med et bagholdsangreb fra Sovjetunionen, medførte en ny polsk deling. Polen er et af de lande, der blev hårdest ramt af krigen.

En af de mest kendte begivenheder er massakren i Katyn.

 

Efter krigen kom Polen under kommunistisk diktatur, støttet af Sovjetunionen. I 1980-erne opstod Solidaritetsbevægelsen med Lech Walesa i spidsen. Ved det kommunistiske sammenbrud i 1989 blev Polen et demokrati, der i dag er et medlem af både EU og NATO og har indtaget

sin rette position i de demokratiske landes samarbejde.

Samtidig har Polen været ude for en markant økonomisk udvikling.

 

Til top klik HER.

 

Til forsiden klik HER.